Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Ønsker for den næste ressourcestrategi

Regeringens lancering af ressourcestrategien i efteråret 2013, blev startskud til et paradigmeskifte i affaldspolitikken. Nu skulle vi ikke længere tale om affald, nu hed det ressourcer.

Og med dette skift blev der politisk lagt op til, at vores kredsløb af varer og produkter, som senere blev til affald, ikke længere skulle bortskaffes som hidtil, men i stadig større grad skulle tilbageføres til markedet og aftagerne af råstoffer. Virgine råvarer skulle kunne substitueres med affald, som nu skulle betragtes som en ressource – en løsning – frem for noget affald, der skulle afbrændes. Dette paradigmeskifte kan få stor betydning for alle byggeriets parter – bygherrer, rådgivere, håndværksvirksomheder og entreprenører!

Den cirkulære økonomi blev herved opfundet. Og til stor bekymring for de offentlige forbrændingsanlæg, der hidtil havde levet af at afbrænde affaldet. De seneste initiativer fra Miljøstyrelsen vidner da også om, at de offentlige affaldsselskabers lobbyister har kronede dage på de bonede gulve.

Kampen om affaldet
Som når affaldsselskaberne nu forsøger at overbevise Miljøstyrelsen om en lovændring, der kan give dem ret til kommunalt medejerskab af de sorteringsanlæg, der genanvender erhvervsaffald, og som de private affalds - operatører har retten til. Kreativiteten er med andre ord stor i forhold til at positionere de kommunalt ejede affaldsselskaber i en hovedrolle fremover. Mens det omvendt kan være vanskeligt at få øje på den uafhængige myndighedsrolle med sådan et forslag.

Kampen om affaldet – og nu ressourcerne – og retten til at aftage og sortere har i mange år været genstand for interessekonflikter. Det har været åbenlyst - på temadage og i diverse arbejdsgrupper i fx DAKOFA (Dansk Kompetencecenter For Affald) – at mantraet om større ressourceudnyttelse er blevet hype’et, og forventninger til en ny affaldsstrategi skruet op.

Skuffelsen var da også til at mærke blandt fagfolk og erhvervs - organisationer, da den endelig kom, fordi den i alt for ringe grad tog hånd om de reelle problemer, der ligger i, at vi nu ikke længere skal have med affald at gøre, men netop kun en ressource. For blot at nævne et af de helt store spørgsmål: Hvad skal vi stille op med de store tunge affaldsfraktioner i bygge- og anlægsaffaldet? Forespørgslen om en lovændring, der kan give dem ret til kommunalt medejerskab af de sorteringsanlæg, der genanvender erhvervsaffald, og som de private affalds - operatører har retten til. Kreativiteten er med andre ord stor i forhold til at positionere de kommunalt ejede affaldsselskaber i en hovedrolle fremover. Mens det omvendt kan være vanskeligt at få øje på den uafhængige myndighedsrolle med sådan et forslag.

Kampen om affaldet – og nu ressourcerne – og retten til at aftage og sortere har i mange år været genstand for interessekonflikter. Det har været åbenlyst - på temadage og i diverse arbejdsgrupper i fx DAKOFA (Dansk Kompetencecenter For Affald) – at mantraet om større ressourceudnyttelse er blevet hype’et, og forventninger til en ny affaldsstrategi skruet op.

Skuffelsen var da også til at mærke blandt fagfolk og erhvervsorganisationer, da den endelig kom, fordi den i alt for ringe grad tog hånd om de reelle problemer, der ligger i, at vi nu ikke længere skal have med affald at gøre, men netop kun en ressource. For blot at nævne et af de helt store spørgsmål: Hvad skal vi stille op med de store tunge affaldsfraktioner i bygge- og anlægsaffaldet?

De miljøfarlige stoffer
Bygge- og anlægsaffaldet er samlet set den største affaldsfraktion vi har i Danmark, og det overstiger både husholdningerne, landbruget og industrien. Store dele af bygge- og anlægsaffaldet kommer fra renovering, ombygning og sanering af det eksisterende byggeri. Størsteparten af disse renoveringer, ombygninger og saneringer foregår på byggeri opført i perioden 1950 til 1980 og er den periode, hvor der blev opført flest bygninger i Danmark. Det er desværre også den periode, hvor rigtig store mængder miljøfarlige stoffer og materialer blev benyttet i byggeriet. Stoffer og materialer der i dag er blevet forbudt: Asbest, bly, kviksølv, cadmium, PCB osv.

Selv om de miljøfarlige stoffer og materialer er blevet forbudt, er vi desværre ikke sluppet af med dem. De sidder i stort set alt byggeri opført og renoveret i perioden og i større eller mindre mængder. Det er lidt en tikkende bombe under bygherren, entreprenøren og miljøet. Men ikke nok med det. De bidrager til at forurene bygge- og anlægsaffaldet, som derigennem spreder miljøgiften yderligere. En nøgle til at løse denne konflikt, og som længe har været fremført af Dansk Byggeri, har været at fjerne de miljøfarlige stoffer ved kilden. Dele af byggebranchen har stor specialviden om dette arbejde, og endnu flere skal i fremtiden have viden om registrering, analyser og håndtering, fordi alle byggeriets parter får en rolle med at løse problemet med de miljøfarlige stoffer og øge ressourceeffektiviteten i byggebranchen. Men problemet med de store tunge affaldsfraktioner er ikke blot løst ved dette.

Til trods for indførelsen af råstofafgiften på 5% og en direkte formålsparagraf i råstofloven om at naturbundne råstoffer i videst muligt omfang skal erstattes med affaldsprodukter, så sker denne substitution til fx nedknust beton fra virgine råstoffer kun i begrænset omfang. Flere byggeprojekter peger på potentialet for at bruge bygge- og anlægsaffald til byggepladsveje, klapbeton og sekundære betonkonstruktioner i stedet for at bruge virgine materialer. Råstofloven er da også den eneste lov, der har til formål at øge genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald.

I en sammenligning af tal fra Danmarks Statistik og Affaldsdatasystemet er der fra 2005 til 2012 brugt ca. 8 gange så mange virgine råstoffer i byggeriet, som der blev produceret bygge- og anlægsaffald. Vi er således et stykke fra, at de tunge bygge- og anlægsaffald reelt kan substituere fx grus. Øget vejledning og tilskyndelse til genanvendelse, standarder og lovgivning vil kunne understøtte denne udvikling. Men selv ved indførelse af dette, er problemet med de store tunge affaldsfraktioner stadig ikke blevet løst.

"Closing the loop"
En central aktør for at skabe øget genanvendelse og genbrug af bygge- og anlægsaffald – undskyld ressourcerne - har været og er affaldsproducenten. Her har der især været talt om nedrivningsvirksomheder, men mindre entreprenør- og håndværkervirksomheder producerer måske mindst lige så store mængder bygge- og anlægsaffald, og er derfor i lige så høj grad nødvendige, hvis vi skal have øget genbrug og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Men hvis vi i fremtiden skal have skovlen helt ned under problemet, så er det ikke længere nok at tale om nedrivning og sanering. Så skal vi ind på arkitekten og ingeniørens tegnestuer og på planlægningsniveauet hos entreprenørerne. Så skal vi have skabt en kultur for, at vi opfører byggeri med bagtanke i, hvordan bygningsmaterialerne kan genanvendes og genbruges den dag, byggeriet har udtjent sin funktion. At der følger en nedrivningsplan med byggeriet som påpeger hvor ædelmetallerne og teknologien sidder, og hvordan man fjerner dem uden at beskadige andre bygningsdele. At byggeriet bliver let at adskille, så byggematerialerne kan benyttes igen, eller uden større forarbejdning kan indgå i naturens kredsløb.

Vi taler her om en seriøs ressourceeffektivisering, som starter det øjeblik, hvor arkitekten sætter sin første streg på papiret og til den dag, hvor byggeriet skal nedrives og enkeltdelene indgå i en ny værdikæde. En plan som påvirker alle dele af byggeriet og som kræver, at alle parter i byggeriet er engageret.

Diskussionen om konsekvenserne af større ressourceknaphed, øget genanvendelse og miljøfarlige stoffer har længe kørt i Dansk Byggeri. Interesserne spænder vidt fra råstofbranchen, betonindustrien, de udførende virksomheder og affaldsoperatørerne. Dansk Byggeri har derfor nedsat  et miljøudvalg, som med sin brede repræsentation inden for byggeriet skal være med til at give indspark til den politiske diskussion omkring fremtidens ressourceplan og sikre, at miljøindsatsen indpasses i hele byggeprocessen.

Den brede repræsentation skulle gerne forhindre, at nogle parter ikke kommer til orde, når Dansk Byggeri laver politiske forhandlinger med myndighederne om fremtidens ressourceplanlægning.

Afslutningsvis kommer vi heller ikke uden om, at initiativer, der i så bred forstand skal ændre på hele byggeriet i alle dets faser, kræver en høj grad af samarbejde mellem myndigheder og branchen. Involvering fra Miljøstyrelsen, Energistyrelsen, Bygningsstyrelsen og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og Kommunernes Landsforening er nødvendig, men et EU-initiativ kommer vi heller ikke uden om, hvis vi for alvor vil opnå effektiv gennemslag for vores håndtering af ressourcerne i alle ordets betydninger.